Vi er uværdige

Søndag. Jesus er ubegribeligt modvillig, synes jeg. Her kommer en kvinde, som har indset, at hun er i nød, hun anerkender Jesus som Herre og Messias, og hun beder Jesus om hjælp. Hvad mere kan Jesus forlange? Ganske vist forstyrrer hun Jesus og disciplene på et tidspunkt, hvor de havde søgt afsides for at få ro. Og hun falder tilsyneladende ikke inden for den målgruppe, som Jesus først og fremmest er sendt til. Men Jesu tavshed og afvisning er alligevel bemærkelsesværdig og temmelig usædvanlig, når man i øvrigt tænker på, hvem Jesus hjalp.

Dog er jeg glad for, at netop denne beretning er med i evangeliet. For den er en hjælp til os, når vi over længere tid søger Guds hjælp i en svær situation. En syg forælder, et barn, som mobbes i skolen, en deprimeret ægtefælle. Er det ikke værdige anliggender at bringe frem for Gud i bøn og forvente hans hjælp til? Men vi oplever ofte det samme som denne kvinde. Gud er tavs eller afvisende. Han møder os ikke med åbne arme, men med rynkede bryn. Disciplene bad Jesus sende kvinden bort. Hendes anråbelse blev for meget for dem. På samme måde kan vores medkristne blive trætte i deres sympati og forbøn.

Denne kvindes historie fortæller os, at bag Guds rynkede bryn banker et kærligt hjerte. Hun vidste, at hun ikke var værdig til Guds hjælp, men hun havde ingen anden mulighed end at trygle ham om at forbarme sig. At få Guds hjælp til livet og til evigheden er at få det, som vi ikke har krav på og ikke er værdige til. At erkende sin uværdighed og alligevel trygle Gud om hjælp er det stærkeste udtryk for frelsende tro.

Matt 15,21-28