Vend vor skæbne

NOTITS | ANDAGT | Mandag 4. august 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Mandag 4. august 2025 • 06:00

Mandag. En erhvervsdrivende, der går fallit med sin virksomhed, eller en husejer, der bliver teknisk insolvent, fordi huspriserne falder. Det er hårde skæbner. Men ingen skæbne er hårdere end at være udstødt af Guds folk og overladt til fortabelse.

Hvordan Zakæus var havnet i en situation, hvor han forrådte sit eget folk, berigede sig på deres bekostning og i deres øjne var en fordømt, er svært at sige. Han har uden tvivl truffet nogle forkerte valg undervejs, men skæbnen har nok også haft sin andel i, at hans liv var blevet fastlåst i en blanding af uretmæssig rigdom, synd og misbilligelse. Måske har han på grund af sin lille vækst ikke kunnet passe et af datidens traditionelle job med de krav, der blev stillet til ens fysik. Måske havde romerne fået en klemme på ham, så han var mere eller mindre tvunget til at sige ja til tolderembedet.

Hvorom alting er: Zakæus' skæbne var hård og hans situation fastlåst. Han har stået på de nationalistiske jøders liste over mænd i Jeriko, de ville elske at snigmyrde. Han var rig, men også udstødt af sit folk. Værst af alt: I jødernes øjne var han fortabt.

Men det, han ikke kunne selv, gjorde Jesus. Hans besøg hos Zakæus vendte Zakæus' skæbne. Det blev Zakæus' anledning til at bryde ud af den skæbne, som han ikke kunne forandre på egen hånd. Jesus kaldte Zakæus for en "Abrahams søn" og lod folket forstå, at der var kommet frelse til den fortabte tolders hjem.

Uanset hvilken skæbne vi er ramt af, kan vi ved troen blive en del af Guds folk og få del i frelsen. Ingen er ramt af fortabelsen som skæbne, for vi har en Gud, som vender skæbner.

Sl 126

FÅ ABONNEMENT