På en særlig måde er denne søndag tilegnet den kristne børneopdragelse. Som Jesus gik frem i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker, skal forældre, støtte deres børn i at vokse. Det gælder i deres relation til Gud (visdom), i deres menneskelige udvikling (vækst) og i deres relation til deres medmennesker (yndest hos Gud og mennesker).
Maria og Josef er gode forbilleder. Hvert år deltog de i fejringen af påskefesten i Jerusalem. Det har været en bevidst og omkostningsfuld prioritering for dem at rive en uge ud af kalenderen plus rejsetid frem og tilbage for at være med i templet. Men ved at gøre det prioriterer de både deres egen vækst i gudsrelationen og bliver gode forbilleder for deres søn.
Der er meget, som kan hindre forældre i at fastholde gode vaner som at holde hviledag om søndagen, deltage trofast i gudstjenesten og have andagt i hjemmet. Men en af de bedste gaver, forældre kan give deres børn, er en model for, hvordan man får gudsdyrkelse og hverdagsliv til at hænge sammen.