Troens fred og harmoni

NOTITS | ANDAGT | Tirsdag 6. maj 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Tirsdag 6. maj 2025 • 06:00

Tirsdag. Får, der lejrer sig, er efter sigende et billede på harmoni og fred. Sagen er, at får må have alle deres behov tilfredsstillet, inden de lægger sig ned. Fornemmer de en fare, rejser de sig. Er de sultne eller tørstige, står de op. Det samme gælder, hvis de er syge eller er kommet bort fra flokken.

Når Gud Herren lover, at israelitterne skal "lejre sig på gode græsgange og græsse på frodige enge på Israels bjerge", er det et udtryk for, at han vil sørge for alt, hvad de har behov for, så de får et liv i harmoni og fred.

Det, der er tale om her, er den fred og harmoni, som hører sammen med troen på Gud. Det er kun Gud, der kan tilfredsstille vores åndelige behov, og gør han ikke det, får vi ikke fred åndeligt set. Da vil vi opleve en stadig disharmoni i livet.

Der er flere ting, som kendetegner troens harmoni. Det er visheden om at have fred med Gud, fordi Jesus har betalt for alle synder. Det er trygheden i, at Jesus er stærkere end alle fjender. Mit syndige begær, Djævelens rasen og fristen og anklagen, ja, selv døden kan intet stille op over for Jesus. Ingen fjende kan hindre Jesus i at sørge for min sjæl gennem ordet og nadveren.

Jeg erfarer imidlertid ikke altid troen som fred og harmoni. Af og til er jeg som et får, der står op. Jeg kan føle, at Gud er langt borte, og møde modgang og ulykke, som sætter min tro på prøve. Hvis det er der, du er, så læg mærke til, at dette er sagt til Guds folk, mens de stod op. De var spredt, bange og forkomne. Men Gud gav dem et løfte om, at de skulle få fred. Og sådan gik det. Ordene er også et løfte til dig og mig i dag.

Ez 34,11-16

FÅ ABONNEMENT