Til de fortabte

Torsdag. Når Jesus siger, at han ikke er sendt til andre end de fortabte får af Israels hus, lyder det umiddelbart som en afvisning af kvindens bøn. Det tror jeg ikke, det er. Jeg tror, det i stedet er et svar på disciplenes ønske om, at Jesus skal sende den råbende kvinde bort. Det svarer Jesus lidt kryptisk på: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus."

Netop! Så burde du jo også vise hende bort, Jesus. Da israelitterne indtog Kana'an under Josvas ledelse, skulle folk af kana'anæisk afstamning netop udryddes, for at israelitterne kunne få lov til at bosætte sig. Men det er, som om Jesus siger, at denne kvinde falder inden for hans sendelse, at hun lige netop hører til de fortabte får af Israels hus.

Og det er lige, hvad hun gør. Ikke fordi hun blandt sine aner har en israelit, men fordi hun med sin bøn til Jesus åndeligt set kommer i familie med Guds folk. Israelitternes adelsmærke var deres tillid til og afhængighed af Gud. Når denne kvinde kommer til Jesus og beder ham forbarme sig over hende, bliver hun ved sin tillid til og afhængighed af Gud en del af Guds folk. Hun, der er kana'anæer i kødet, bliver israelit i ånden. Jesus demonstrerer dette for disciplene gennem samtalen om børnene, brødet og de små hunde. Han giver kvinden en anledning til at demonstrere sin tillid til Jesus, så disciplene kan se, at hun virkelig hører til blandt dem, Jesus er sendt for at hjælpe.

Vi hører også med til de fortabte får af Israels hus, når vi har den samme tillid til Jesus som denne kvinde. Her handler det ikke om stamtræ, men om tro.

Matt 15,21-28