Tegn til tro

Tirsdag. Akaz får tilbudt et tegn, men afslår. Han ville nok hellere have et bevis. Sådan en umisforståelig demonstration af, at Gud er langt stærkere end skaren af elitesoldater og lejesvende. Et lille meteornedslag i fjendens lejr ville da ikke være af vejen.

Men Gud insisterer på at give et tegn: Undfangelsen og fødslen af en dreng. Fjenden stod foran byporten. Hvem har i den situation tid til at vente ni måneder på et tegn? Og selv om han skulle være den fødte krigsherre, er det svært at se en hær for sig, som ville ryste i bukserne over en bablende baby.

Det er en trosudfordring, Akaz her får. En trosudfordring af den slags, vi også står med. Vi udfordres til at tro, at Marias barn ikke kun er hendes. At det også er Guds barn. At han virkelig kan hjælpe os imod al synd, nød og død. Det, vi kan se, høre og forstå, er småt og svagt. En ung kvinde, et barn, nogle løfter. Ingen garantier eller beviser, men tegn.

Men tegnet matcher troens karakter. Tegnet er til for at fremkalde tro. Gud giver Akaz en chance for ikke "blot" at blive sine fjender kvit, men også at få tillid til Gud. Sådan handler Gud også med os. Når vi frustreres over, at der ikke kan fremlægges noget bevis for Guds eksistens, almagt og frelsesvilje, må vi minde os selv om, at det er, fordi vi er midt i trosudfordringen. En dag vil Gud træde synligt frem og bevise sin eksistens, almagt og frelsesvilje. Men for den, der ikke inden da har fundet troen på ham, bliver det nederlagets dag. Derfor må vi give agt på tegnene. Ikke mindst Jesu undfangelse, fødsel, død og opstandelse. De er vores trosudfordringer.

Es 7,10-14