Tab og synd

Onsdag. Jesu opstandelse er et godt budskab for kvinderne, der sørger over tabet af Jesus, og for Peter, der sørger over sig selv og sin synd. Jesu opstandelse var mere end hans egen sejr over døden. Den skal fortælle os, at døden ikke kan skille dem, der tror på ham, og at synden ikke kan skille os fra ham, som har betalt for alle synder.

Kvinderne var drevet af deres sorg over tabet af Jesus. Derfor havde de ikke tænkt på, hvordan de skulle få adgang til graven. Sådan er jeg, når jeg har mistet. Jeg magter og ønsker ikke at tænke klart. Har jeg mistet én, jeg holdt af, bliver mit eget liv så besynderligt meningsløst. Så vil jeg bare have lov til at sørge og savne. Men englen river os ud af sorgen. Som Jesus opstod, skal enhver, der tror på ham, opstå. Vi kan miste et kært menneske. Men ved troen på den Opstandne skilles vi ikke for evigt. Vi skal mødes igen.

Peter havde derimod mistet sig selv. Han havde fornægtet Jesus og var ikke længere den trofaste, stærke, hengivne discipel, han troede. Peter var blevet lige så svag og syndig som de andre disciple. Derfor nævner englen udtrykkeligt Peter ved navn. Den discipel, der er faldet dybest, som har bandet på, at han ikke kendte Jesus, netop den discipel får at vide, at Jesus kendes ved ham og vil mødes med ham igen. Vi har hver især vores syndefald. Måske har vi flere. Situationer, hvor vi svigtede Jesus og vores tro på os selv brast. Jesus kendes dog stadig ved os og vil mødes med os. Hans opstandelse skal fortælle os, at ingen synd kan skille os fra ham, for han har betalt for al synd og vil stadig mødes med os.

Mark 16,1-8