Syndserkendelse

Torsdag. I modsætning til farisæeren er tolderen dejligt fri for at sammenligne sig med andre mennesker. Alle andre forsvinder for ham, da han går op i templet og beder. Nu er der kun ham og Gud, og hvad andre tænker om ham, er uden betydning.

Farisæeren sammenligner sig med andre mennesker. Han finder i øvrigt nogle af de værste slubberter, og så bruger han dem som pudseklud på sin gode samvittighed. Tolderen derimod sammenligner sig med Gud og de normer, der kommer til udtryk i Guds bud. I den sammenligning kender han sig selv godt nok til at slå blikket ned og bede om nåde.

I virkeligheden gør denne tolder ikke andet end at give Gud ret. Gud siger, at vi alle har syndet. (Rom 3,23). Men det er nødvendigt, at vi giver Gud ret, hvis vi skal have hans nåde. Sådan er den indre dynamik i Guds frelse. Jesus erklærer tolderen retfærdig, ikke farisæeren. Det virker umiddelbart urimeligt. Farisæeren var et pænt menneske, som ikke forsømte sine religiøse og menneskelige pligter, mens tolderen havde god grund til at slå blikket ned. Sin pænhed til trods lever farisæeren dog heller ikke op til Guds standarder. Gud vil ikke befolke gudsriget med ægteskabsbrydere, uretfærdige, røvere eller pengeafpressere. Men heller ikke med hovmodige og selvretfærdige mennesker. Vejen til Guds rige er lukket for både farisæeren og tolderen.

Men tolderen finder Guds vej ind i hans evige rige. Ved at erkende og bekende sin synd giver han Gud anledning til at vise nåde, skille ham fra hans synd og gøre ham retfærdig. Det er også vores eneste vej til en plads i Guds rige.

Luk 18,9-14