Syndens konsekvens

Tirsdag. De første menneskers første synd får store konsekvenser. Den første følge er det, som sker med dem. De opdager, at de er nøgne. Det kunne de også se uden at tage en bid frugt fra kundskabens træ. Det nye er, at de ikke tør være nøgne. Der ligger noget dybere end fysisk nøgenhed i dette. De skammer sig over at lade den anden se dem, som de er. De har pludselig noget at skjule for hinanden. Ligesom de også har noget at skjule for Gud. Fremmedgørelse, skam, angst.

Det lød så uskyldigt, da slangen sagde, at de ville blive som Gud og kunne kende godt og ondt. Men han glemte at sige, at de jo allerede kendte det gode. Det eneste nye, frugten føjede til, var kendskab til det onde. Den første følge af syndefaldet var ødelagte relationer mennesker imellem og mellem Gud og mennesker.

Den anden følge af syndefaldet kommer fra Gud. Han føjer nogle nye vilkår til menneskelivet som følge af syndefaldet. Umiddelbart ikke rare vilkår: pine, smerte, magt, møje, sved, død. Kort efter smider han dem ud af Edens have for at holde dem borte fra livets træ. Hvorfor gør Gud vilkårene endnu værre for menneskene – for os? Gud gør faktisk det modsatte. Han kender syndens potentiale for overgreb, misbrug, selvhævdelse, destruktion, undertrykkelse og mord. Nu sætter Gud nogle slidsomme rammer for menneskelivet, som skal begrænse syndens ondskab, og døden sættes som en sidste grænse for syndens hærgen. Kun ved døden kan Gud sætte en endelig stopper for synden.

Gud køber sig tid. Gennem den faldne menneskeslægt vil han oprejse den frelser, som skal gøre det af med Fjenden og bane vej for os gennem døden.

1 Mos 3,1-19