Job var en velsignet mand, som ifølge eget udsagn levede gudfrygtigt på de rygter, han havde hørt om Gud. Men da han sad byldebefængt i askedyngen og skrabede sig med et potteskår og råbte til Gud om hjælp, fik han Gud at se med egne øjne. Da Gud begyndte at tale til Job, var det inde fra stormen, fra ulykken, fra smerten.
Da Jesus åbenbarede Guds herlighed, var dette ofte forbundet med glædelige begivenheder. Han helbredte syge, uddrev dæmoner, bespiste sultne, opvakte døde. Gennem alle disse undere så mennesker et glimt af Guds herlighed. Men når Jesu nære ven, Johannes, skal fortælle om, hvor han så Guds herlighed gennem Jesus, skriver han: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Joh 1,14).
Johannes kunne have peget på Jesu himmelfart, opstandelsen eller forvandlingen på bjerget. Men han peger på, at Jesus blev et menneske, blev én af os. Dette kommer allerstærkest til udtryk i Jesu død på korset, hvor han i solidaritet med os tog straffen for vores synder på sig. Her åbenbarer han Guds herlighed gennem smerte, lidelse og tab. Her taler Gud inde fra stormen om nåde for syndere, om kærlighed stærkere end døden.