Stedfortræder

Lørdag. Skyld er noget meget personligt. Hvis der er blevet begået en uret, som kræver straf, er det vigtigt at finde den skyldige. Hvis den skyldige går fri og en uskyldig bliver straffet, begås endnu en uret, og sagen må gå om.

Er henrettelsen af Jesus ikke et eksempel på en sag, der må gå om? I Esajas' profeti om Jesus udtrykkes det tydeligt: "Han blev gennemboret for vores overtrædelser og knust for vore synder." "Han havde ikke øvet uret, og der fandtes ikke svig i hans mund." Det var ikke hans skyld, og selv var han uskyldig.

Hvordan kan vi gå fri for straf, når vi vitterligt er skyldige? Straffer Gud os ikke alligevel, når det bliver klart for alle, at det er en uskyldig, der er blevet straffet? Nej – og det er der tre grunde til:

Al uret og synd giver os skyld over for Herren. Enten synder vi direkte mod Herren ved ikke at elske og ære ham, som vi skylder ham. Eller vi synder indirekte mod ham ved at pådrage os skyld over for noget af det, han har skabt. Vores skyld er altså en skyld over for Herren, men han accepterer, at en anden træder i vores sted og tager straffen for den skyld, som vi har pådraget os.

Dernæst er det Herren, der fælder dommen over Jesus. Han kendte sammenhængen mellem skyld og person og lod al vor skyld ramme Jesus.

Og endelig er Jesus selv Gud. Gud er på underfuld vis på én gang dommer, bøddel og offer. Der er altså ikke begået uret mod nogen udefrakommende, og derfor skal den himmelske retssag mod Jesus ikke gå om.

Vi har en stedfortræder. Dommen over din og min synd blev fældet på korset og skal ikke gå om.

Es 52,13-53,12