Side om side #2

Torsdag. Guds ord og Djævelens fristelse virker og vokser side om side. Det er et vilkår for os. Gud tillader det ligefrem. Når jeg ser på andres og mit eget liv, kan jeg synes, at Gud burde være mindre tilbageholdende med at luge ud i Djævelens fristelser. Ja, hvorfor tillader han i det hele taget Djævelen at friste? Vi falder jo for fristelserne. Mennesker lider, når jeg og andre lader os lokke til synd. Høsten synes at blive ringere, fordi jeg bruger kræfter på at gøre det onde, som kunne have været brugt på at gøre det gode.

Man kan spørge sig selv, hvordan Gud dog vil dømme verden med retfærdighed. Ingen af os kan række hånden ned i menneskehjerter og menneskefællesskaber og skille hvede fra ukrudt. Ingen steder finder vi den rene, ædle, uforfalskede afgrøde. Det kristne fællesskab er en uskøn blanding af hvede og ukrudt. Ingen kristen realiserer Guds kærlighed uden også at realisere synd og ondskab. Ikke sjældent er det vanskeligt at afgøre, hvad der er ukrudt, og hvad der er ædel afgrøde.

Men Gud kan håndtere retfærdigheden. Han lover at dømme os med retfærdighed. Han lover, at en dag vil han skille ukrudtet og det ædle ad. Det er en del af Guds herlighed, som Jesus har åbenbaret for os. Gud er i stand til at se klart og dømme retfærdigt midt i det, der er broget og uklart for os.

Det betyder, at vi, der selv er forurenet af Djævelens ukrudt, skal være forsigtige med at fælde dom over medkristne. Faren for, at vi fælder dom over noget, som er frugten af Guds ord, er overhængende. Og så skal vi turde tro på, at Guds ord er stærkt nok til at vokse og bære frugt på trods af alle fristelser. Både i os selv og i andre.

Matt 13,24-30