Side om side #1

Onsdag. Hveden var på Jesu tid den fine afgrøde. Den er et billede på det fineste, der kan sås i os, nemlig Guds ord. Den levende Guds hellige ord kan sås i vores hjerter, og vi kan endda erfare, at ordet lever i os, vokser og bærer frugt. Frugten er et billede på, at Guds ord gennem os bliver andre mennesker til gavn. Ordet fra kærlighedens, fredens og håbets Gud lader kærlighed, fred og håb vokse frem i os og gennem os.

Samtidig er lignelsen realistisk. I denne verden er Guds fjende og modstander, Djævelen, også aktiv. Han spreder ukrudt. Man kan ikke høste noget nyttigt af ukrudt. Den stjæler kun næring fra den forædlede afgrøde og nedbringer udbyttet. Sådan er det med det, Djævelen sår i vores hjerte og personlighed. Når Guds ord tilskynder os til at tale godt om vores medmenneske, frister Djævelen os til at hænge os i det ufordelagtige, vi kan sige om ham eller hende. Når Guds ord tilskynder os til trofasthed i forhold til ægtefælle og børn, frister Djævelen os til utroskab og ansvarsflugt.

Jeg forstår godt husbondens folk. Når man ved, hvilken skade ukrudtet forvolder, og at det endda stjæler næring fra hveden, får man lyst til at gå i gang med skuffejernet. Men husbonden og dermed Gud er mere modig og vis. Han ved, at ukrudtet ikke kan luges bort, uden at hveden lider afgørende skade. Sådan er det vores vilkår i livet, at kærlighed, fred, håb, glæde, trofasthed og alle andre gode ting må vokse frem i konkurrence med Djævelens fristelse til synd, svigt, mismod og egoisme. Men Gud har tiltro til, at hans ord vil bære frugt på trods af ukrudtet. Det må vi også have.

Matt 13,24-30