Samle de adspredte

NOTITS | ANDAGT | Mandag 5. maj 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Mandag 5. maj 2025 • 06:00

Mandag. Profeten Ezekiel virkede som profet på den tid, hvor israelitterne blev fordrevet fra deres land og spredt rundt omkring i det meste af datidens babyloniske rige. De var billedligt talt som en fårehjord, der var blevet spredt. De var prisgivet som en flok får uden en hyrde til at samle, vogte og pleje dem. Alt talte for, at Israel ville gå til grunde som folk.

Men Israels folk bevarede deres identitet som folk, og efter 70 år fik de lov at vende tilbage til deres land. Det var den persiske konge, Kyros, som tillod israelitterne atter at samles i deres land. Fordi han blev Guds redskab til at samle det spredte folk, kalder Gud ham for "min hyrde" (Es 44,28).

Vi er vidner til det samme i nyere tid. Efter romernes nedkæmpelse af en opstand blandt jøderne i år 68-70 blev jødernes tempel ødelagt og alle jøder tvunget til at forlade Judæa. Frem til begyndelsen af år 1900 boede der stort set ingen jøder i deres gamle land. Men med oprettelsen af staten Israel i 1948 begyndte en storstilet folkevandring af jøder, som flyttede tilbage til det land, hvor deres forfædre levede for 1900 år siden. I 2009 boede der ca. 7,3 mio. i Israel. Heraf var ca. 80% jøder.

Hvordan kan et folk bevare sin identitet, når det lever spredt blandt andre folk i 1900 år? Bibelens forklaring er, at folket har Herren som sin hyrde. Dette er et stærkt billede på, hvordan Gud kalder sit folk sammen i dag. Midt i pluralismens mangfoldighed af »sandheder« står Jesus frem og kalder sig selv Sandheden. Ham samles vi om i det kristne fællesskab, for at Gud ved Jesus, sin hyrde, kan vogte og pleje os som sit folk.

Ez 34,11-16



FÅ ABONNEMENT