Så skal der svedes

Lørdag. Gud ønsker ikke, at vi tjener ham af pligt eller for belønningens skyld. Men tag ikke fejl. Han ønsker virkelig, at vi tjener ham. Gud glæder sig over den arbejder, der sveder i gudsrigets vingård. Han ser fornøjet til, når en discipels indsats ikke lader den mest afholdende og professionelle idrætsmand noget tilbage at ønske.

Ja, det er nødvendigt, at vi trofast yder en indsats for Guds rige, og at der er mærkbare afsavn forbundet med vores tjeneste for Gud. Det er med til at bevare os i troen. Paulus var ikke purung, da han blev hyret til Guds vingård. Men han nåede dog at knokle så længe og så meget for Gud, at han kendte fristelsen til at læne sig tilbage, betragte sin indsats og fortælle sig selv, at nu har jeg vist ydet mit til Guds rige.

Sådan kan vi få det efter års trofast tjeneste i børneklubben, med givertjenesten eller i bestyrelsen. Nu har jeg gjort mit, nu må andre gøre deres. Men det er et ræsonnement, som bygger på et belønningsprincip. Det hører ikke hjemme i Guds rige. I Guds rige får ingen efter fortjeneste, alle får af nåde. Derfor kommer jeg heller aldrig dertil, at jeg har gjort mit. Der er ingen førtidspension i Guds rige.

Det betyder ikke, at jeg skal tage fire år mere i menighedsrådet, eller at jeg skal fortsætte som medarbejder i fredagscaféen. Tjenesten kan udvikle sig livet igennem. Men jeg skal fortsat være i tjeneste og yde efter evner, ressourcer og nådegaver. Nådens løn udbetales først, når hele verdens vingårdsejer kalder sammen til lønudbetaling. Indtil da skal der knokles. Ikke for at fortjene nåden, men for at omsætte den i tjeneste.

1 Kor 9,24-27