Så med tårer, høste med jubel

Tirsdag. Vilkårene for landmænd på Det Gamle Testamentes tid var væsentlig anderledes i forhold til i dag. Den sæd, der blev sået, kunne familien ikke spise her og nu. Det har krævet mod at ofre en del af det på såtidspunktet slunkne forråd for at så marken til uden sikkerhed for, at den ville give udbytte. Marken har ligget hen en periode og været overgroet af ukrudt og tjørn. Det har krævet sved og tårer at få marken klar til såning. Tilmed lå de bedste marker i lavlandet – måske adskillige kilometer fra hjemmet. Såning her gav større udbytte end i bjerglandet, men det var også forbundet med større risiko for overfald, afbrænding af marken eller simpelt tyveri af afgrøden.

Såning var forbundet med hårdt slid, usikkerhed og tårer. Men her får vi et løfte. »De, der sår under tårer, skal høste med jubel.« Der er sider af livet med Gud, som minder om landmandens hårde slid med at tilså marken. Det gælder kampen mod synden. Hvilket ærligt, kristent menneske har ikke grædt over fristelser og fald og haft lyst til at opgive kampen og leve lysterne ud? Missionens kamp minder også om landmandens slid. Vi investerer tid, penge og engagement i at andre må høre det evangelium, som er vores trøst og glæde, men vi får mistænkelighed, vrede og had som tak.

Gud har givet os et løfte. "De, der sår under tårer, skal høste med jubel." Kampen mod synden og sliddet med missionen vil bære frugt. Gud har selv sået med tårer, da han lagde sin søn i graven, og hans opstandelse med sejr over synd og død er en forsmag på gudsrigets jublende fest, når vi forløses fra synd og død og folkeslagene går frelst ind i Guds rige.

Sl 126