Alligevel er situationen vendt på hovedet. De vise mænd med de kostbare gaver er i virkeligheden de fattige og arme. De repræsenterer en menneskehed i en verden, hvor manglen på godhed, kærlighed og retfærdighed er skrigende. Selv om de står med guld, røgelse og myrra i en lavloftet hytte og skiller sig ud fra de rå stenvægge med deres fornemme gevandter, er de dog ét med resten af menneskeheden i deres nød over at leve i syndens og dødens verden.
Men de er kommet til det barn, som er selve inkarnationen af Guds overvældende herlighed. De er netop kommet til ham, som kan give dem del i Guds overvældende rigdom. Måske aner de noget af dette. I hvert fald falder de på knæ i tilbedelse af barnet og overøser det med gaver.
Hele situationen vendes siden om og får en ny og dybere mening, nemlig i dåben. Her er det ikke Jesus, men mig, der er barnet, uanset hvor gammel jeg er. Dåbsbarnets fattigdom er en åndelig fattigdom: Skilt fra Gud og uden håb i verden. Men så kommer Jesus til dåbsbarnet for at overøse det med Guds barmhjertighedsgaver. I Guds rige fylder Guds herlighed alt. Der er kærligheden, skønheden og retfærdigheden fortættet til stede. I dåben rykker Guds herlighed ind i vores verden. Her repræsenterer den en værdi, som åbner helt nye livsmuligheder for os. Den åbner det evige liv.
Tit 3,4-7