Nøden og nåden

Søndag. Disse spedalskes nød var så stor, at den havde fået dem til at søge sammen, selv om jøder og samaritanere almindeligvis ikke havde noget med hinanden at gøre. Sådan søger vi også sammen, når en orkan eller oversvømmelse rammer. Nøden forener.

Som de var fælles om nøden, var de også fælles om at søge nåden: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" De er gode eksempler på mennesker, som søgte hjælp på rette sted. Jesus kunne hjælpe dem, som han kan hjælpe os i vores nød.

Jesu hjælp krævede tro fra deres side. Det var præsten, der skulle tilse og godkende, at den spedalske virkelig var blevet helbredt. Men spedalskhed var en – lægeligt set – uhelbredelig sygdom. Jesus sender dem af sted til præsten, inden helbredelsen er indtrådt. Først mens de er på vej, bliver de helbredt. Sådan kan der også være tidsmæssig afstand mellem vores råb til Jesus om hjælp og hans svar. Han har lovet, at han vil svare. Spørgsmålet er, om vi tør tro ham. Nogle bønner om hjælp i nød møder først deres svar ved opstandelsen. Det er en stor udfordring til vores tillid til Gud.

Samaritaneren er den eneste, der giver udtryk for sin taknemmelighed. Dermed er han også den eneste, der finder den virkelige nåde og hører ordene: "Din tro har frelst dig." Den største nåde er helbredelsen for syndens sygdom. Den kan vi kun tage imod, når vi giver Gud ære og tak. Nåden forenede ikke de spedalske, som nøden gjorde det. Spørgsmålet er, om vi kun søger Gud, når vi er i nød, eller vi også søger ham for at takke ham for nåden. Som kristne er vi ikke kun forenede af nøden, men også af nåden.

Luk 17,11-19