Nadveren

Torsdag. I sit evangelium undgår Johannes som oftest at gentage de beretninger, som nævnes i de første tre evangelier. Når vi ser bort fra beretningerne om Jesu lidelse, død og opstandelse, er det faktisk kun dette bespisningsunder, som er nævnt i alle fire evangelier. Hvad er det, som gør bespisningsunderet så vigtigt, at Johannes tager det med i sit evangelium, selv om det allerede er nævnt og kendt fra de første tre?

Jeg tror, Johannes havde forstået, at Jesus gennem bespisningsunderet ville sige noget vigtigt om sig selv. I hvert fald er Johannes den eneste af evangelisterne, som gengiver den dialog, Jesus havde dagen efter i Kapernaums synagoge med nogle af de jøder, som havde taget del i det store måltid (Joh 6,22-59).

I den dialog siger Jesus blandt andet: "Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer." (v.27). "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste." (v.35). "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden." (v.51). "Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." (v.54).

Gennem bespisningsunderet vil Jesus pege hen på sin lidelse og død som det sted, hvor hans kød og blod brydes og deles ud til verden. På den måde har vi vores eget "bespisningsunder" i nadveren, hvor vi kan tage imod Jesus selv og gennem ham få del i det evige liv.

Joh 6,1-15