Når en hjort skriger

Tirsdag. Billedet af hjorten, der skriger ved det udtørrede vandløb, er et billede, der gør indtryk. Hjorte skriger almindeligvis ikke, de springer. Når rovdyret eller jægeren nærmer sig, flygter de. De er hurtige, opmærksomme og utrolig vanskelige at overrumple. Derfor udstiller jægere stolt deres trofæer og fortæller med begejstring deres jagthistorier.

Men én ting kan hjorte ikke flygte fra: tørke. Når vandløbet tørrer ud, flygter det stolte dyr ikke, men står stille og skriger i angst og afmagt.

Mon ikke nogle af os er som hjorte? Vi springer af sted fra aktivitet til aktivitet. Måske endda i menigheden. Fra bestyrelsesmødet til lovsangsgruppen over planlægningsudvalget til evangelisationsteamet. Og pludselig opdager vi, at kilden er tørret ud. Vi kan ikke længere se Gud i det alt sammen. Dyb fortvivlelse og lange nætter med stirren ud i luften eller fortvivlet råben til Gud. Men nu står vi i det mindste stille. En tvungen stilhed i angst og afmagt. Et skrig efter den Gud, som måske – måske ikke – er et sted. Ved at skjule sig lader Gud mig erfare, at han er kilden til mit liv, min tro og min tjeneste. Uden ham jager jeg skygger. Jeg kommer så let til at tro, at mit store engagement i samfund og kirke er det, der skal slukke min tørst. Gud vil have mig til at se, at det eneste, jeg ikke kan undvære, er ham. Derfor skjuler han sig for mig. Men han forlader mig ikke. Vent på ham, så vil han igen lade sig se i ordet og i nadveren. Kilden vil igen flyde med levende vand.

Sl 42,2-6