Nådens tid

Fredag. Fristelse og nåde følges ad. Da Jesus var på jorden for at forlige Gud med menneskeslægten, satte Fjenden ind med sine værste fristelser. På samme måde i dag. Når et menneske rykker tæt på Guds rige, sætter Fjenden ind med sine værste fristelser. Der er ingen ende på de alternative muligheder, han lægger frem for et søgende menneske, som overvejer at tilbringe en aften i det kristne fællesskab.

Det samme gælder, når jeg flytter, bliver spurgt om at gå ind i en tjeneste, eller der bliver lavet om på fordelingen af bibelgrupperne. Gennem forandringerne har jeg mulighed for at vokse i tillid til Gud og kærlighed til mine medmennesker. Men Fjenden frister mig til at frygte det nye og bruge det som en undskyldning for at komme lidt på afstand af det kristne fællesskab.

Hermed være ikke sagt, at al forandring er god, og at alle mulige ændringer skal gennemføres. Men når der sker forandringer i vores liv, er det en fristelsens tid. Og en nådens tid. Det er derfor, Fristeren er på spil. Han ved, at hvis den søgende kommer af sted til det kristne fællesskab, vil hun høre ordet og gennem det ord møde Jesus og nåden i ham. Fjenden ved, at en forandring i vores liv eller menighedsengagement rummer mulighed for, at vi vokser i tro og kærlighed.

Når jeg bliver fristet til at holde mig borte fra det kristne fællesskab og Guds ord og modstår fristelsen, kan jeg til gengæld vide, at der ligger en nåderig tid og venter på mig et eller andet sted. Gud har noget til mig, som Fjenden prøver at holde mig borte fra. Derfor må fristelse også være en tilskyndelse til at lede efter Guds nåde.

2 Kor 6,1-2