Nådens livsløn

Torsdag. Det lykkedes aldrig for Marx at skabe en verden, hvor mennesker skulle "yde efter evne og nyde efter behov". Måske fordi selve princippet virker uretfærdigt på os. Den, der har ydet en stor indsats, skal også have en stor belønning, og den, der har ydet en mindre indsats, må nøjes med en mindre løn.

Hvorfor går Jesus så i Marx' spor og udbetaler samme løn til alle arbejdere uanset indsats? Det er da uretfærdigt. Nej, tværtimod. Ifølge Jesus får arbejderne, hvad de "har ret til" (v.4). Hvad er det for en mærkværdig form for retfærdighed? Det, Jesus vil illustrere med lignelsen, er ikke en tidlig marxisme, men derimod nådens principper.

En denar var på Jesu tid den dagløn, der skulle tjenes, for at en arbejder kunne opretholde livet for sig selv og sin familie. Tjente han kun det halve, en fjerdedel eller en tolvtedel, ville hans familie komme til at mangle og sulte. Arbejdsdagen er i lignelsen et billede på livet og denaren et billede på det evige liv. Ved at give alle arbejdere en denar uanset indsats, viser vingårdsejeren, at der ikke er sammenhæng mellem indsats og løn.

Når Jesus alligevel siger, at han giver arbejderne, hvad de "har ret til", er det, fordi det evige liv ikke gives nogen af os som belønning. Det evige liv får vi alle af nåde, det vil sige ufortjent og uden sammenhæng med vores indsats. Jesus har tjent til det evige liv for hver eneste af os ved sin død og opstandelse. Guds retfærdighed er, at han giver os del i Jesu fortjeneste, når vi tror på Jesus. Eller med lignelsens billede: Den, der er i Jesu tjeneste, får del i nådens livsløn uanset indsats.

Matt 20,1-16