Løftet op fra dødsriget

NOTITS | ANDAGT | Tirsdag 29. april 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Tirsdag 29. april 2025 • 06:00

Tirsdag. Med Helligåndens hjælp lykkes det endnu en gang kong David at digte ord, som passer i munden på den lidende og døende, men genopstandne Jesus Kristus. Noget tyder på, at David havde været syg, ja, døden nær. Men da han bad Gud om hjælp, blev han helbredt (v.3).

Hvor syg han end har været, har han dog næppe været i dødsriget. Men det var Kristus. "Nedfaret til dødsriget" hedder det i trosbekendelsen. Jesus var ikke skindød, han var stendød. Hans legeme var afsjælet, og hans sjæl gik til de dødes rige. Men som David skriver: "Du lod mig leve, jeg gik ikke i graven." Der er tvivl om oversættelsen af denne linje, men en del oversættelser har "fortabelsen" i stedet for "graven". Kristus vendte som den første tilbage fra dødsriget. Han gjorde dødsriget til noget andet end fortabelsens forgård. Han fik lov at bevare sin sjæl i live, og Gud lod ham vende tilbage til livet.

Jesus vendte som den første tilbage fra dødsriget. Ingen havde gjort det før ham. Men efter ham følger alle, som sætter deres lid til Jesus. I kraft af Jesus har vi del i Guds dobbelte nåde. Der er den nåde, som følger os i dette liv, og som vi oplever, hver eneste dag Gud holder døden borte fra os og lader os være sunde og raske. Og så er der den nåde, som Gud vil møde os med efter døden: At han i kraft af Kristus lader os leve og ikke gå fortabt. Sammen med Kristus skal vi vende tilbage til livet.

Hvad skal vi da bruge Guds nåde til? David viser vejen. Som ham må vi prise Herren, lovsynge ham, takke ham og fortælle om hans trofasthed.

Sl 30



FÅ ABONNEMENT