Kirken fødes

Torsdag. Pinsedag tages et stort skridt i Guds frelseshistorie. Lige siden Abraham havde Gud alle jordens slægter i tankerne (se 1 Mos 12,3). Gennem 2.000 år var der en eksklusivitet omkring israelitterne som Guds folk. Selv Jesus var først og fremmest sendt til jøderne (se Matt 15,24). Men hans mission var at dø og opstå for alle mennesker. Og pinsedag tager Gud da skridtet fra jøderne til hele verden.

Ganske vist var det jøder fra alle folkeslag under himlen, der var samlet i Jerusalem, men netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at Ånden fik apostlene til at tale på fremmede sprog. Som jøder kunne de fleste af dem formodentligt tale jødernes sprog, aramaisk. Når der tales om Guds storværker på disse menneskers modersmål, er det, fordi de repræsenterer hele verden, som nu skal høre om Jesus og hans gerninger for at frelse verden.

Det er kirken, der fødes her. Et verdensomspændende fællesskab af mennesker på tværs af folkeslag, nationer, modersmål og kulturer, som er kendetegnet ved at høre Herren til. Kirken er ikke skabt af mennesker, men af Gud. Det er hans Ånd, som med lyden af vindstød og i skikkelse af ildtunger etablerer kirken. Lyden af et kraftigt vindstød minder os om, hvor kirken får liv fra, nemlig fra Gud. Vinden er som Guds åndedræt. Han, hvorfra alt liv udspringer, ånder nu – ligesom ved verdens skabelse – sit liv ind i mennesker. Ildtungerne illustrerer, at livet fra Gud er knyttet til Guds frelseshandlinger ved Jesus. Når denne frelse forkyndes for mennesker ved Åndens inspiration, samler det mennesker til Guds kirke.

ApG 2,1-11