Kærlighedens tre retninger

Lørdag. Johannes' ord om at elske kan virke meget store – ikke mindst for en jyde. Vi skal imidlertid være opmærksomme på, at vi tænker meget i følelser, mens Bibelen taler meget mere i handlinger. At elske handler ikke først og fremmest om følelser, men om en grundindstilling og om at gøre.

Denne kærlighedens grundindstilling har tre retninger. "Enhver, som elsker den, der har født ham ..." (v.1). Kærligheden retter sig først imod Gud. Faderen har skabt mig, Sønnen har med sin død og opstandelse forsonet mig med Faderen og åbnet evigheden for mig, og Helligånden har givet mig troen som gave. Hvordan kan jeg andet end være glad for Gud og ønske at gøre det, som han fortæller mig, er godt?

"... elsker også den, der er født af ham" (v.1). Jamen det er også mig selv, som er født af Gud. Så vil Gud altså, at jeg også elsker mig selv! I "Svantes sorte vise" digter Benny Andersen: "Jeg lider af selvhad. Gid jeg var en smule selvglad." Det er jo morsomt, for almindeligvis forbinder vi ikke selvglæde med noget godt. Hvordan kan man så tillade sig at længes efter det? Men der er faktisk noget evangelisk over selvglæde. Gud elsker mig og har vist sin grundlæggende glæde over mig ved at handle vel imod mig. Han holder faktisk så meget af mig, at han vil tilbringe evigheden sammen med mig. Han kan lide mit selskab. Så kan jeg også tillade mig at have en grundlæggende glæde ved mig selv.

"... vi elsker Guds børn" (v.2). Det er Guds bud, at vi skal glæde os over og handle vel imod vores medmennesker og begynde med dem, som sammen med os er født af Gud og dermed er Guds børn.

1 Joh 5,1-5