Jubel og gråd

Mandag. Tusind år før Jesu indtog i Jerusalem havde Gud lovet David, at én af hans efterkommere skulle herske som konge til evig tid. Gud og denne konge ville have et forhold til hinanden som far til søn (se 2 Sam 7,12-14). I disse vers fra Zakarias' Bog bekræfter Gud sine første løfter og føjer nye til. Zakarias levede godt 500 år før Jesus. Gennem Zakarias fortæller Gud, hvordan den lovede konge af Davids slægt vil komme ridende på et æsel til Jerusalem. Men endnu vigtigere: Han skal ikke kun være Jerusalems og Israels konge. Han skal udråbe "fred til folkene" og herske "til jordens ender". Det er hele verdens og vores konge, der rider ind i Jerusalem søndag før påske.

Derfor må vi bryde ud i jubel og råbe af fryd, ligesom Jerusalems indbyggere opfordres til det her. Jesus er også vores konge, vi er også med i hans tanker om at oprette et fredsrige. Det var også for vores skyld, han ydmygt og selvopofrende kom til Jerusalem denne dag.

Vi ved, at Jesus red mod tilfangetagelse, kors og død. Undervejs græd han. Men han græd ikke over sig selv, han græd over Jerusalems indbyggere, som ikke forstod, at han med sin død kunne skaffe dem virkelig fred med Gud. Da han bar korset ud til henrettelsespladsen, bad han kvinderne om at græde over sig selv.

Jesus vil ikke have os til at græde over, at han lider. Hans lidelse er hans kongegerning, korset er hans trone. Ved korset skaffer han os fred med Gud og lægger grunden til det fredsrige, som vi også har del i ved troen på ham.

Skal vi græde over nogen, må vi græde over os selv. Græde over vores synd, som gjorde, at Jesus måtte dø.

Zak 9,9-10