Jeg ophæver ikke Guds nåde

Lørdag. Paulus brænder for at lære galaterne at leve i overensstemmelse med nåden. Der er to afveje her, som vi står i fare for at følge. Den ene er, at vi forarges over nåden, den anden er, at vi misbruger nåden.

Paulus diskuterer med begge afveje. Forargelsen over nåden er forargelsen over, at Kristus frelser os helt uafhængigt af vores moral. Ja, en forudsætning for nåden er ligefrem, at Kristus afslører os som syndere, forstørrer synden op, så vi virkelig kan få øje på den og dermed få øje på, hvor dybt afhængige vi er af nåden. Det redskab, Kristus bruger til at forstørre nåden, er loven. Lovens opgave er at afsløre os som syndere. Det gør loven både ved at afsløre den synd, vi allerede har begået, men også ved at lokke os til ny synd. Når loven siger: "Du må ikke …", fristes jeg som synder til netop at gøre det, loven forbyder (se Rom 7,7-13). Dette er forargeligt. Bliver mennesker så ikke større syndere ved at møde loven, som er nådens forløber? Bør det ikke få os til at skippe nåden og i stedet arbejde på at leve op til loven og blive frelst ad den vej? Nej, svarer Paulus. Loven skal netop én gang for alle nedbryde min tro på, at jeg har en chance for at blive retfærdig i kraft af mine egne gerninger, og henvise mig til Kristus og hans gerninger for mig.

Misbrug af nåden er derimod at bruge nåden som en undskyldning for at fortsætte med at leve i synden. Det er ikke nådens sigte. Nåden vil lære mig at leve for Gud, at lade Kristus leve i mig, at lade mig leve i troen på Guds søn. Udfordringen er, at vi hverken forarges over eller misbruger nåden, men at vi lever i den.

Gal 2,16-21