Inkarneret Gud

Søndag. Mariæ bebudelsesdag kommer som et afbræk i fastetiden. Den violette farve skiftes en kort tid ud med den hvide. Her ni måneder før jul fejrer vi Jesusfest, festen for, at Jesus blev menneske ved at undfanges som et foster i en ung kvindes livmoder. Rationelle mennesker kan finde på at diskutere evangeliernes beretning om, at Jesus efter sin opstandelse gik gennem lukkede døre. Det er dog intet mod det under, at Helligånden gik gennem Marias mødom og befrugtede en ægcelle med den almægtige Guds ord og Ånd, så at han, ved hvem universets galakser og stjernetåger er skabt, nu gennemgår fosterets udviklingsfaser.

Underet kalder vi inkarnationen. Det betyder, at noget blev kød. "Menneskevordelse" med et dansk, men ikke specielt velklingende ord. Heri ligger, at det, der blev kød, ikke var kød i forvejen. Det var Gud, den Almægtige, der blev kød. Han, som er ånd, hører ikke til i, men er skaber af og Herre over den fysiske verden. Men nu gør han sig til ét med den verden, han har skabt.

Gud blev ikke et dyr eller en plante eller et bjerg. Han blev et menneske. Fordi vi mennesker har en helt særlig plads i det skabte. Vi er skabt til at være fortrolige med Gud. Men menneskeslægtens oprør mod Gud har slået fortroligheden i stykker og sat os ind på en bane, som ender med dødens evige adskillelse fra Gud. Det vil Gud ikke. Derfor sender han nu sin søn, lader ham blive menneske som os for at genskabe fortroligheden og afbøje vores livsbane, så den ikke skal ende i døden, men i livet. Kongen, hvis herredømme aldrig får ende, er kommet til os.

Luk 1,26-38