I Guds bakspejl

Onsdag. Ved Jesu himmelfart måtte disciplene tage afsked med Jesus. Foran dem lå for de flestes vedkommende mange år, hvor de af og til oplevede store ting med Gud: Mennesker, der kom til tro på Jesus, syge, der blev helbredt, menigheder, hvor man levede sammen i kærlighed. Men i langt højere grad oplevede de et opslidende liv på rejse, forfølgelse, fængsling og tortur. De oplevede tab, mangel, udmattelse og indbyrdes uenighed mellem kristne.

De tre gyldne år med Jesus har nogle gange forekommet dem at være langt borte, og lidelse og modgang har fristet dem til at give op. På den måde ligner deres liv vores. Når livet, kærligheden og fællesskabet viser sig fra sin bedste side, er det som at leve i den verden, Gud har skabt som et godt sted. Men så er der livets tab. Tabet af et familiemedlem, en ven, en ægtefælle eller et barn. Eller måske tabet af arbejde, penge, ungdom, erhvervsevne eller evnen til at glæde sig. Vi gennemlever som oftest disse tab, men det er, som om de sætter sig i os og efterlader ar i sjælen samt i tiltroen til os selv og livet.

Ethvert af livets tab repræsenterer jo også det modsatte af, hvad Jesus bragte med sig. Opstandelsen fortæller os, at vi skal vinde livet, ikke tabe det. Enhver lidelse, enhver modgang og ethvert tab er i modstrid med det, Jesus repræsenterer. Men lidelsen har sin tid, og når vi står midt i den, forekommer den os lang. Derfor kommer Jesus til os og forsikrer os: "En kort tid så ser I mig ikke, og atter en kort tid så skal I se mig." En dag skal vi se livet i Guds bakspejl. Da vil vi give Jesus ret i, at det var "en kort tid".

Joh 16,16-22