I afhængighed af Gud

Mandag. Det falder mange af os naturligt at glemme vores afhængighed af Gud og i stedet tro på os selv. Måske ikke mindst i den vestlige verden, hvor vi oplever velstand og fred, og hvor videnskaberne tordner fremad.

Alligevel får også vi fra tid til anden en påmindelse om, hvor lidt der skal til, for at vores tro på os selv og vores formåen vælter. En naturkatastrofe, en krig, en finanskrise, global forurening eller "bare" en depression eller et trafikuheld.

Den oplevelse af afmagt, vi kan få, når den slags vælter ned over os, er en påmindelse om vores og denne verdens riges virkelige tilstand. Vi lever ikke i kraft af os selv, teknologiens landvindinger og dygtige politikeres kloge dispositioner. I sidste ende beror alt på Guds velsignelse. Trækker han sin velsignelse bort, falder alt sammen.

Det er en ydmygende erkendelse, præcis som det var ydmygende for israelitterne under ørkenvandringen at gå gennem sandet og klipperne fuldstændigt afhængige af, at mannaen igen næste morgen lå som dug på jorden. De anede ikke, om den var der, før de stod ud af deres senge om morgenen. Forældre vidste ikke, om de kunne mætte deres børn, før det blev morgen. Ingen vidste, om de ville få næring til at overleve den brændende ørkensol den kommende uge.

Det kan føles ydmygende at være afhængig af andre, ikke mindst af Gud. Men er det også det? Er det i virkeligheden ikke snarere et kald til et værdigt liv? Vi er blevet til ved et åndepust fra Guds mund, og vi lever fortsat af den velsignelse, der udgår fra Guds mund. Derfor består den sande værdighed som mennesker i at leve i kraft af Gud og i afhængighed af ham.

5 Mos 8,1-3