Herrens hvirvelstorm

NOTITS | ANDAGT | Mandag 11. august 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Mandag 11. august 2025 • 06:00

Mandag. Noget af det, der på Jeremias' tid kendetegnede de falske profeters forkyndelse, var deres løfte om fred og frelse fra ulykke. I virkeligheden forkyndte Jeremias det samme (se Jer 31,12-13). Men der var alligevel en væsentlig forskel. De falske profeter lovede fred og ingen fare uden at pege på det i judæernes liv, som vakte Herrens vrede. Jeremias' forkyndelse havde altid det aspekt med, at judæernes afgudsdyrkelse, vantro og ligegyldighed over for Gud ville kaste dem ud i ulykke. De ville blive ramt af Herrens vredes hvirvelstorm. Da ville nogle erkende deres synd og omvende sig, og imod disse ville Herren vise sin barmhjertighed.

I dag genfinder vi den falske profeti i de samme klæder som på Jeremias' tid. Der er mange forkyndere, som taler om Herrens nåde, barmhjertighed og kærlighed, men som fortier eller benægter Guds vrede over synden og den kommende dom, som for fortvivlende mange vil føre til evig fortabelse. Nogle falske profeter forkynder, at alle mennesker bliver frelst uanset deres relation til Herren og deres medmennesker. Andre falske profeter taler om, at alle døbte bliver frelst.

Denne forkyndelse er en hån mod Jesu kors. I Jesu kors ser vi et glimt af alvoren og voldsomheden i Herrens vredes hvirvelstorm. Her ser vi Guds vrede over afgudsdyrkelse, ondskab og vantro udøst over ét menneske. Hvis ikke vi indser vores skyld og kryber i ly under korset gennem dåben og ved troen, vil den samme vrede ramme os. Men under korset klarer vi os gennem dommen. Under korset finder vi frelse fra Herrens vredes hvirvelstorm.

Jer 23,16-24

FÅ ABONNEMENT