Guds vilje

Tirsdag. Efter Guds magtfulde udfrielse af Israel fra Egypten og krydsningen af Det røde Hav står Moses ved sit livs antiklimaks. Faktisk er Gud tæt på at udslette sit folk her ved Sinaj bjerg. Efter alle de anstrengelser og ofre. Moses føler sig mislykket. Han kan ikke mere. Hans bøn om at se Guds herlighed er ikke en utaknemmelig tjeners evige stræben efter tegn og undere. Moses kaster derimod håndklædet i ringen. Nu kan han ikke mere, Gud må tage over.

Da minder Gud Moses om, hvem det er, der bærer israelitternes befrielse: "Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil." Gud løfter ansvaret for folket af Moses' skuldre og tager det på sine egne. Det er hans vilje, der er afgørende.

Guds vilje er det grundlæggende i vores forhold til ham. Hans vilje til at vise nåde og forbarme sig. Kristen tro handler ikke om at ville. Det handler om at bøje sig for Guds vilje. Kristent liv handler ikke om at realisere min egen vilje, men at spørge efter Guds vilje for mig.

Dette er også afgørende i et ægteskab. Når et ægteskab indgås, lover de to ganske vist, at de vil elske og ære hinanden til døden skiller. Hvordan kan de give den slags løfter? Endda i fuld vished om fremtidens uvished. Det hedder jo: "I medgang og modgang i hvad lykke, Gud den Almægtige vil tilskikke jer ..." Ligesom troen og kærligheden bygger ægteskabet på Guds vilje. Ægteskabet er villet af ham og velsignet af ham. At ville leve med et andet menneske i den ordning er at lade Guds vilje råde. Kun den kan bære i medgang og modgang.

2 Mos 33,18-23