På flugten åbenbarede Gud sig for Jakob i en drøm og lovede ham velsignelse og beskyttelse. Jakob reagerede med frygt og forsøgte at slå en handel af med Gud: Hvis du er med mig, Gud, skal du være min Gud.
Jakobs nye liv bød ikke på færre uforløste relationer. Han giftede sig to gange og fik to medhustruer med i købet. Resultatet var misundelse og rivalisering. Gud velsignede alt, hvad Jakob rørte ved, og hans svigerfamilies misundelse førte skumlen og vrede med sig. Til sidst flygtede Jakob igen. Men nu havde han ikke andre steder at flygte hen end hjem. Han blev nødt til igen at stå ansigt til ansigt med sin bror.
Og så kommer denne usynlige mand og giver sig til at kæmpe med ham. Denne kamp rummer alle Jakobs kampe med Gud og mennesker ... og han sejrer. Efter denne kamp er Jakob parat til at forsone sig med sin bror.
Jakob får ikke Guds navn at vide, men vi kender Guds navn. Han hedder Jesus. I Jesu navn ved vi, at Guds sindelag er fuldt af kærlighed og velvilje imod os. I Jesu navn kan vi frimodigt bede til Gud, som kan bringe forløsning både i vores relationer til ham og vores medmennesker.