Guds kærlighed forvandler

NOTITS | ANDAGT | Onsdag 6. august 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Onsdag 6. august 2025 • 06:00

Onsdag. Jesus viser os, at Guds kærlighed er uforbeholden og ikke på forhånd stiller krav. Og så får vi i beretningen om Zakæus et sjældent eksempel på, hvordan Guds kærlighed forvandler. Selv om Jesus møder Zakæus med kærlighed, betyder det ikke, at han accepterer, at Zakæus er blevet rig på Jeriko-borgernes bekostning. Måske er dette genstand for den fortrolige samtale, Jesus og Zakæus har. I hvert fald er en af følgerne af Jesu besøg hos Zakæus, at han lover at forvalte sin rigdom og sit embede anderledes i fremtiden ved at betænke de fattige. Desuden vil han gøre op med fortidens synder ved at yde erstatning for uretmæssig opkrævning.

Intet sted hører vi, at Jesus stiller det som et krav, at en tolder forlader sin stilling. Men mødet med Zakæus viser, at man må være tolder på en anden måde, når man finder ud af, hvem Jesus er. Der kommer en retfærdighed og barmhjertighed ind i den måde, vi forvalter vores erhverv på, når vi er kristne.

Der er intet krav om, at en humørkortstativsælger skal blive vinduespudser for at kunne være kristen. Men der er måske nogle kort, han ikke skal have i stativet, og nogle salgstricks, han må lade ligge. En lingerifabrikant skal ikke begynde at producere printerpapir for at kunne være kristen. Men der vil uvilkårligt følge nogle overvejelser om, hvordan lingeriprodukterne udvikles og markedsføres. En direktør skal ikke blive flaskedreng for at kunne være kristen. Men han skal måske være en mere gavmild direktør.

At møde Jesu kærlighed må få os til at gøre op med fortidens synder og forvalte vores ressourcer, ansvar og arbejde med retfærdighed og barmhjertighed.

Luk 19,1-10



FÅ ABONNEMENT