Gengældelsens filosofi

Tirsdag. Et af problemerne med de tre venners vejledning af Job er, at de insisterer på, at Job må have syndet mod Gud, siden han oplever så hård en skæbne. Til at begynde med antydes det knap så kraftigt. De har trods alt respekt for Jobs lidelser. I dette afsnit er sammenhængen ikke så tydelig, men tidligere i samme tale siger Elifaz: "De, der pløjer med ondskab og sår ulykke, høster det selv." (Job 4,8). Senere siger Elifaz direkte til Job: "Er det ikke, fordi din ondskab er stor, og der ingen ende er på dine synder?" (Job 22,5).

Om end den undervejs er pakket ind i fin retorik, er den filosofi, Elifaz hylder, gengældelsens filosofi. Gud lønner den retfærdige og straffer den uretfærdige. Den, der oplever ulykke, må derfor spørge sig selv, hvilke synder han har begået, så han kan bekende dem og få tilgivelse. Modsat kan den, som oplever lykke og medgang, klappe sig selv på skulderen og takke Gud for, at han ikke er som andre mennesker.

Gud hylder derimod korsets hemmelighed. I Jesu lidelser på korset løber to tråde sammen. Den ene tråd er, at Gud i Kristus står hos den lidende midt i den uretfærdige lidelse. Den anden tråd er, at Gud gennem Kristi lidelser forsoner verden med sig selv for at åbne en vej til Guds rige, hvor lidelsen er fortid.

I Kristi kors ser vi, at Gud ikke sidder lidelsen overhørig. Ved at lade Kristus sone al synd rykkes lidelsen op med rode. Kristi kors er et løfte om gudsriget, hvor lidelsen er borte. I tiden mellem løftet og dets opfyldelse er Kristi kors en påmindelse om, at Gud græder med den grædende og lider med den lidende.

Job 5,8-16