Fristelsens anatomi

Mandag. Fjenden fordrejer Guds forbud, da han stiller kvinden spørgsmålet om, hvad Gud har sagt om frugten fra havens træer. Gud havde netop sagt til dem, at de gerne måtte spise af træernes frugter. Med sit spørgsmål sår slangen mistillid om Guds godhed og får ham til at fremstå som en lidt stramtandet tante. "Har Gud virkelig sagt ...?"

Fjendens angreb kommer på samme måde i dag. "Har Gud virkelig sagt, at alle mennesker går fortabt?" "Har Gud virkelig sagt, at unge ikke må drikke øl?" "Har Gud virkelig sagt, at man ikke må leve sin seksuelle drift ud?"

Kvinden falder i med begge ben. Hun tilbageviser Fjendens udsagn, men fanges ind af den mistillid, Fjenden sår til Gud. Hendes interesse for det forbudte træ er vakt. Da hun skal fortælle slangen, hvad Gud har sagt, skærper hun selv buddet og gør det mere stramtandet: "Vi må ikke spise af træet midt i haven og ikke røre ved det, for ellers skal vi dø."

Vi kan vildledes på fuldstændig samme måde. Nej, Gud har ikke sagt, at alle mennesker går fortabt, kun den, der ikke tror på Jesus. Men hvordan kan Gud være kærlig, hvis han overhovedet lader nogen gå fortabt? Nej, Gud forbyder ikke øl, men hvad galt skulle der være i at drikke sig munter, sorgfri og beruset? Under Gud mig ikke den fornøjelse? Og hvorfor har Gud skabt min seksuelle drift, hvis jeg ikke må leve den ud? Kan det virkelig passe, at jeg skal vente, til jeg bliver gift? Hvad nu, hvis vi ikke passer sammen?

Forskellen på Jesus og kvinden er, at da Jesus blev fristet, brugte han Guds ord som et skjold mod Fjendens angreb, kvinden lod ham pille Guds ord fra hinanden, og hun blev et magtesløst offer.

1 Mos 3,1-19