Fællesskabets vidnesbyrd

Lørdag. Blandt kristne – og måske særligt yngre kristne – er det et issue, hvor langt jeg kan tillade mig at gå i forhold til at leve som mennesker, der ikke kender Gud. Af og til forsvares en verdslig festkultur, udfordrende tøjstil og druk med den begrundelse, at det er vigtigt, at vise ikke-troende, at Jesus-troende ikke er anderledes end dem.

Det er rigtigt, at vi alle i bund og grund er ens. Man mister ikke lysten til at overskride Guds grænser, fordi man bliver kristen. Både den kristne og den ikke-kristne er syndere. Forskellen er, at den kristne har fundet en frelser, der kan tilgive hans synd.

Hvis man som Jesus-troende gennem sine handlinger fortæller ikke-troende, at vi er ens, "siger" man ikke noget forkert. Alligevel er det ikke det rigtige vidnesbyrd, for det er ikke det vidnesbyrd, Jesus beder os om at aflægge. Som Jesus-troende skal vi ikke vidne om os selv, men om Jesus. Ingen synder bliver frelst af at høre, at "jeg er en synder, ligesom du er det". Det, der frelser en synder, er at få at vide, hvor syndere kan finde tilgivelse.

Derfor skal vi ikke vidne om os selv, men om Jesus. Dette vidnesbyrd skal vi blandt andet aflægge ved at opbygge kristne fællesskaber, hvor det ikke handler om at afspejle verdslig livsstil, men Jesus. Fællesskaber, som er præget af indbyrdes kærlighed, overbærenhed med fald og forsømmelser, gæstfrihed og gensidig tjeneste.

Ved at møde det kristne fællesskab skal syndere – både dem, der kender Gud, og dem, der ikke gør – på deres krop mærke den kærlighed og tilgivelse, som vi har i Jesus. Det er et vidnesbyrd efter Jesu hjerte.

1 Pet 4,7-11