I Det Gamle Testamente står templet i Jerusalem som et sted, der tiltrækker folk fra hele verden (se Mika 4,2). Ved at søge til templet i Jerusalem søger de samtidig den Gud, som taler om forsoning mellem Gud og mennesker gennem templets offertjeneste.
Templet bliver i Det Nye Testamente brugt som et forbillede på det kristne fællesskab, der kaldes et åndeligt hus bygget af levende sten (1 Pet 2,5). Den, der er en del af et kristent fællesskab, bygger et tempel, hvor vi kan møde den Gud, som har forsonet sig med mennesker ved Jesu kors.
I et andet af Det Nye Testamentes billeder tales der om det kristne fællesskab som Jesu Kristi krop (1 Kor 12,27). Det fortæller os, at Jesus, den Opstandne, møder mennesker i dag, som han mødte disciplene efter sin opstandelse. Men i dag møder han mennesker gennem det kristne fællesskab.
Det kristne fællesskab er et levende vidnesbyrd om Gud, som har forsonet sig med mennesker ved Jesu død og opstandelse, og det kristne fællesskab er det sted, hvor vi møder den Opstandne efter hans himmelfart. Lad os derfor opbygge kristne fællesskaber, som kan være mødesteder mellem den Opstandne og alle os, han døde og opstod for. Lad os vidne om den Opstandne ved at bygge Gud et tempel af levende mennesker.