Fåret

Onsdag. På Jesu tid var en hyrde, som ejede sin egen flok, tæt forbundet med sine får. Det var en æressag for ham, at han formåede at bevare sin flok intakt, men det var først og fremmest et spørgsmål om, at han var nært knyttet til fårene.

Når Jesus bruger hyrden som et billede på sig selv og fårene som et billede på os, er det også for at understrege, at han er tæt forbundet med os, han er nært knyttet til os. Det har betydning for ham personligt, at han kan bevare os i "flokken". Andre steder i evangelierne uddyber Jesus hyrdebilledet med ord som: "Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene." (Joh 10,11). Og: "Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får." (Joh 10,14). Igen understreges den tætte samhørighed mellem ham og os gennem hyrdebilledet.

Dermed forklarer Jesus også, hvorfor han omgås syndere. Syndere er mennesker, som Gud har mistet. Nu er Jesus kommet for på Faderens vegne at opsøge og frelse det fortabte – for at gøre krav på det, der er hans.

Et overraskende element i Jesu lignelse er fårets passivitet. Når jeg hører ordet "omvendelse", tænker jeg det først og fremmest som noget, jeg aktivt må gøre. Her understreger Jesus, at der også er en passiv side af omvendelsen. Fåret lader sig finde, det lader sig bære hjem på hyrdens skuldre, der holdes fest for det. Dette er også omvendelse.

I det lys bliver Jesu kommentar om de 99 retfærdige, der ikke har brug for omvendelse, yderst sarkastisk. Ingen er retfærdig i sig selv. Ingen kommer hjem til Gud uden at blive fundet og båret. Ydmygende, men sandt.

Luk 15,1-10