En kristen holder Guds bud #1

NOTITS | ANDAGT | Mandag 19. maj 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Mandag 19. maj 2025 • 06:00

Mandag. "En kristen følger Guds love og holder omhyggeligt Guds bud." Sådan et udsagn kan få det til at gibbe i enhver, der kalder sig kristen. For erfaringen fra mit liv taler sit tydelige og højlydte sprog om, at selv om jeg er kristen, og selv om jeg kender Guds love og bud, og selv om jeg er enig i, at det er godt at følge dem, så lykkes det mig gang på gang at bryde dem alligevel. Ja, der findes vel næppe ét af Guds bud, som jeg ikke har overtrådt i tanke, ord eller handling. Der er stort set ingen huller i min ulydighed imod Guds bud.

Trods det siger Gud gennem profeten Ezekiel, at den, der har hans Ånd i sit indre, følger hans love. Lukker Gud øjnene for virkeligheden? Nej. Gud ved udmærket, at du og jeg er syndere. Men han ved også, at vi er noget andet, når vi ved dåb og tro har fået del i hans Ånd. Vi er retfærdige. I kraft af os selv er vi syndere. Men i kraft af Guds Ånd har vi del i Jesus og er derfor retfærdige. Paulus skriver om dette i Romerbrevet kapitel 8, vers 10: "Når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed."

Jesus påstod før sin bortgang, at det var det bedste for disciplene, at han gik bort. Når han gik bort, var det nemlig ikke for at forlade dem, men for at komme til dem igen i skikkelse af Helligånden. Ved at gå bort ville Jesus ikke forlade dem, men komme dem endnu nærmere, tage bolig i dem. Sådan har Jesus gjort det muligt, at enhver, der tager imod ham ved at tage imod Helligånden, bliver et retfærdigt menneske, som overholder og følger alle Guds bud, på trods af at han stadig er en synder.

Ez 36,26-28

FÅ ABONNEMENT