En god samvittigheds pagt

Lørdag. I fastetiden mindes jeg om, at jeg er dødelig, og at jeg er det på grund af mine synder. Man skulle forvente, at Guds frelse ville bestå i at fjerne min synd, ligesom en læge diagnosticerer en sygdom og redder patienten ved at fjerne sygdommens årsag. Sådan er der nogle kristne, som lærer. De føres enten ud i et usundt selvbedrag i forsøget på at bortforklare den synd, som de fortsat begår. Eller de udvikler en ubibelsk og ødelæggende teologi om, at Jesu stedfortrædende død gælder som renselse for synder begået før dåben, men synder begået efter dåben må vi selv bære straffen for. I gammel tid blev kristne med denne overbevisning ofte først døbt på deres dødsleje.

Men Peter lærer os, at det forholder sig anderledes. Gud renser ikke min krop og min syndige sjæl i dåben. Han fjerner hverken mit legemes eller min personligheds snavs. I stedet etablerer han en pagt med mig i dåben. En pagt, som gør mig i stand til at have god samvittighed over for Gud på trods af, at jeg fortsat er en synder. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det, fordi Jesus led som retfærdig for uretfærdige. I dåben knyttes jeg sammen med ham. Jeg er en synder både før og efter min dåb. Gud bedre det. Men Gud regner mig ikke for en synder, han regner mig for en retfærdig, fordi jeg har fået del i Jesu lidelse for al synd. Derfor kan jeg henvende mig til Gud med god samvittighed.

Døbte mennesker skal også dø. Synden har fortsat magt i os og konsekvenser for os. Men vi går ikke til grunde i døden, for vi er knyttet sammen med Jesus, som opstod fra de døde. Som han opstod, skal vi opstå.

1 Pet 3,18-22