Det bedste til sidst

Torsdag. Måske er dette vinunder grunden til, at Jesu modstandere omtalte ham som en fråser og vindranker. På en måde kan jeg godt forstå dem. Var det virkelig nødvendigt med hele 240 liter vin? Johannes Døber er på en måde lettere at forholde sig til, afholdsmand som han var.

Men de to, Johannes Døber og Jesus, repræsenterer netop to forskellige sider af forholdet til Gud. Johannes er forberedelsens skikkelse. For at blive forberedt til at tage imod Guds gaver kan det være nødvendigt først at give afkald på Guds gaver. Jesus er derimod opfyldelsens skikkelse. Han demonstrerer for os, hvordan Guds gaver er.

Derfor forvandlede Jesus ikke kun vand til vin. Han lavede god vin. Masser af den. Jesus var vinkender. Han stillede ikke de 5.000 mænds værste sult. Han lod dem spise sig propmætte, så de blev nødt til at levne tolv store kurve fulde af rester. Hans disciple fastede ikke, de tog endda for sig på sabbatten.

For den, der er vokset op med gudsfrygt og nøjsomhed, kan Jesus virke provokerende her. Eller for den, som er afholdende fra alkohol af hensyn til alkoholafhængige. Eller for den, som sparer på ressourcerne, for at der skal være nok til de kommende generationer. Pointen er ikke, at vi skal glemme Johannes Døber. Jesus taler også om, at hans disciple skal faste, når han ikke længere er hos dem. Men mens han er hos dem, skal de opleve, hvordan der er i Guds rige. Derfor kunne vinen ikke være tilstrækkelig. Den måtte være overstrømmende. Den kunne ikke være sur og halvgod. Den måtte være det bedste af det bedste. For sådan er der i Guds rige, og Gud gemmer det bedste til sidst.

Joh 2,1-11