Bliv ren

Onsdag. På Jesu tid var der ingen kendt behandling af spedalskhed. Den, der blev ramt, var overladt til et liv borte fra familie og naboer. Han boede sammen med andre spedalske på afsides steder og var forpligtet til med en klokke at advare andre om sin tilstedeværelse. Kom man i berøring med ham, risikerede man at blive smittet, og man fik som minimum karantæne fra fællesskabet i en periode. En spedalsk kunne kun drømme om at få adgang til templet eller synagogen, alt imens hans kropsdele smuldrede bort dag for dag. Samtidig måtte han leve med, at mange anså sygdommen for at være en straf fra Gud.

Fysisk, socialt og åndeligt var sygdommen invaliderende. Den fysiske helbredelse var derfor kun en del af helbredelsen for manden. Han skulle også undersøges af præsten og bringe en offergave »til vidnesbyrd for dem«. På den måde kunne det blive kendt, at manden var blevet helbredt, så han havde mulighed for at vende tilbage til de fællesskaber, han hørte til i.

Det kan ikke undre, at spedalskhed ofte er blevet brugt som en illustration af synden. Ligesom spedalskhed invaliderer synden os også; fysisk, så vi ældes og dør, socialt, så vores mellemmenneskelige relationer går i stykker, og åndeligt, så vi ikke elsker og adlyder Gud. Spedalskheden skilte denne mand fra alt det, han elskede. Sådan gør synden det også – endda evigt.

Men vi syndere kan henvende os til Jesus ligesom den spedalske: "Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren." Jesus, som kunne og ville helbrede den spedalske, kan og vil også helbrede os for syndens sygdom. Den helbredelse begynder nu og fuldføres på dommens dag.

Matt 8,1-13