Barnet er et tegn

Mandag. Den historiske baggrund for samtalen mellem Esajas – på vegne af Gud – og kong Akaz er en ualmindeligt vanskelig situation for Juda og kong Akaz. Israels konge har slået pjalterne sammen med aramæerkongen, og sammen drager de i krig mod det langt mindre Juda. Judas konge, Akaz, og hans folk, judæerne, er rystede. Det har de god grund til, for datidens krigsmetoder holdt sig absolut ikke inden for FN-konventionerne. Akaz ser døden i øjnene.

I den situation vil Gud give Akaz et tegn. Men Akaz afslår. Det er dog næppe hans gudsfrygt, der får ham til at afslå. I 2. Krønikebog kapitel 28 kan vi læse, at han ikke frygtede Herren, men derimod aramæernes guder. Gud straffede Akaz, fordi han drev på med okkulte afgudsritualer. Flere krige havde han allerede tabt til aramæerne og israelitterne. I denne pressede situation får Akaz nu et tegn, selv om han ikke ønsker det. Den unge kvinde skal føde en søn. Måske er det en af Akaz' egne hustruer, der er tale om. En jomfru, der bliver gravid på bryllupsnatten. For Akaz består tegnet ikke i en overnaturlig undfangelse, men i en hurtig graviditet og i, at barnet er en dreng. Barnets navn, Immanuel, betyder »Gud med os« og skal minde Akaz om, hvem han skal hente hjælp fra. Gud lover sågar Akaz, at inden drengen bliver voksen, vil truslen fra Israel og Aram være fortid.

Samtidig er dette et tegn til os. Det barn, vi skal sætte vores lid til, er født af en jomfru, som blev gravid uden nogen mands mellemkomst. Vi trues af synd, død og djævel. Men jomfru Marias barn er tegnet på, at Gud er med os for at frelse os.

Es 7,10-14