Lysten til selvtægt kan ellers være stor, når man oplever uretfærdighed. Men hvis du bliver udsat for bagtalelse, har du ikke lov til at tale dårligt om vedkommende som svar. Tilsidesættes du ved forfremmelser, må du ikke ringeagte din chef. Og gør din nabo, hvad han kan for at få dig smidt ud af boligforeningen, fordi han ikke bryder sig om kristne, må du ikke tage kompromitterende billeder af ham og lægge dem ud på internettet. Dette var kun eksempler.
Selvtægt er at stole på sin egen klogskab, fordi det er at stole på, at jeg er i stand til at udmåle en retfærdig straf, svarende til den ondskab, jeg oplever. Så klog er der ingen af os, som er. Derfor er det godt, at Gud har beholdt magten – også til at gengælde.
Til gengæld kender Gud vores trang til retfærdighed og vores trang til gengældelse. Derfor har han givet os én form for gengældelse, som er tilladt. Det er barmhjertighedens gengældelse. Hvis jeg gengælder ondt med ondt, vil jeg give min fjende en undskyldning for at fortsætte med sin ondskab. Gengældelsen retfærdiggør på en måde hans ondskab og legitimerer, at han fortsætter. Han ondskab bliver en ny gengældelse. Men besvarer jeg bagtalelse med god omtale, tilsidesættelse med loyalitet og krig med fred, udstilles ondskaben som det, den er.
Rom 12,16-21