At kende Gud

NOTITS | ANDAGT | Søndag 8. juni 2025 • 06:00
NOTITS | ANDAGT | Søndag 8. juni 2025 • 06:00

Søndag. Pinsedag. For jøderne er pinsen en høstfest og en fest til minde om lovgivningen på Sinaj, hvor Moses modtog de ti bud på to stentavler. Ved lovgivningen på Sinaj åbenbarede Gud sit sind, sit væsen og sin vilje for sit folk. Og folket kvitterede for tilliden ved at lave sig en guldkalv og begynde at tilbede den. Den gamle pinse er altså på én gang en illustration af Guds gode vilje for sit folk og folkets uvilje imod deres Gud.

Den nye pinse er ligesom den gamle Guds åbenbaring af sig selv. Gud vil give sig til kende for os. Judas troede, at dette kun gjaldt dem, de første apostle, men Jesus understreger, at det gælder alle, som elsker ham og holder fast ved hans ord. Samtidig er der en kæmpe forskel på den gamle og den nye pinse. Israelitterne i den gamle pagt lærte Gud at kende gennem lovtavlerne. Men i stedet for at følge Guds vilje blev de verdensmestre i ulydighed. Loven slog forholdet mellem Gud og folket ihjel. De havde adgang til at lære Gud at kende, men de ønskede det ikke.

I den nye pagt lærer vi ikke Gud at kende gennem love på stentavler, men gennem et menneske af kød og blod: Jesus Kristus. Hans kærlighed og offer bryder vores uvilje mod Gud ned og baner vej for ham til vores hjerter.

Det er den samme Gud, der åbenbarede sig for israelitterne på Sinaj og for os gennem Jesus. Men vi er ikke i stand til at lære Gud at kende gennem loven. Derfor møder Gud os nu i Jesus. Ved sin Ånd vil han skrive sig selv og sin vilje ind i vores hjerter. Den nye pinse fordrer af os, at vi lukker Jesus ind, men så vil han også komme til os og tage bolig i os ved sin Ånd.

Joh 14,22-31



FÅ ABONNEMENT