At erfare Guds hjælp

Torsdag. Disciplene udviser ikke udpræget mod og tro i denne situation på Genesaret Sø. De venter måske, mens det blæser op. De venter, mens bølgerne gradvist bliver større. Men da uvejret bliver voldsomt og bølgerne høje som huse, slipper deres tro op. De vækker Jesus. Det bebrejder Jesus dem. Han bebrejder dem deres frygt og mangel på tro. Havde de haft tro nok, ville de have redet stormen af. Men det havde de ikke.

Det har jeg sandelig heller ikke altid. Hvad enten stormen hedder mismod, fristelse eller prøvelse, sker det ikke så sjældent, at jeg mister modet og opgiver håbet og troen. "Herre, frels mig! Jeg går under!"

Jesus har god anledning til at bebrejde mig min frygt og mangel på tro. Jeg er ikke en bedre discipel end de første tolv. Jeg holder ikke altid så længe, at bølgerne skjuler båden.

Men Jesus hjalp disciplene alligevel. Hans bebrejdelse er ikke et udtryk for manglende vilje til at hjælpe. Gennem bebrejdelsen vil Jesus understrege, hvor afhængige de er af hans hjælp. Selv hvor bønnen er bange og troen lille, hjælper Jesus, når troen er rettet mod ham.

Når Gud hjælper os og lader os erfare, at han er en omsorgsfuld far, er hans hjælp ikke en belønning for vores mod og tro. Den er et udtryk for, hvad Gud ser, jeg har brug for. Gud belønner ikke troen med succes, og han lader ikke den modige og trofaste svømme i erfaring af hans omsorg. Derfor skal vi ikke se på egne og andres åndelige erfaringer og bønhørelse som en belønning til dem med den stærke tro. Men vi skal bruge erfaringerne af Guds nåde og omsorg som en anledning til at prise og takke Gud.

Matt 8,23-27