Arven

Onsdag. "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« spurgte den lovkyndige. Et temmelig selvmodsigende spørgsmål. Det er jo netop ikke muligt at gøre noget for at arve. Den, der er arveberettiget, er almindeligvis født til at være det. Jeg er arveberettiget, fordi jeg er barn. Jeg blev ikke spurgt, om jeg ville være barn af en slumdog eller en skibsreder. Jeg må indstille mig på mit vilkår.

Den lovkyndige afslører med sit spørgsmål, at han ikke forstår sammenhængen mellem sin indsats og Guds frelse. Det er ikke underligt, for den rette sammenhæng lærer vi ikke af loven, men af evangeliet. Evangeliet lærer mig, at frelsen ikke er afhængig af mine gerninger eller min indsats, men af Guds nåde givet i kraft af Jesu død og opstandelse.

Frelsen hører sammen med, at jeg bliver barn af Gud og dermed arving til Guds overvældende og evige rigdom. Ligesom jeg blev barn af mine forældre gennem en fødsel, sådan bliver jeg barn af Gud gennem en fødsel, genfødslen ved Guds Ånd. Bibelen lærer os, at denne fødsel finder sted i dåben. "Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige," sagde Jesus. (Joh 3,5).

Det betyder på den anden side ikke, at alle døbte er arvinger til Guds rige. Ligesom arvinger kan nægte at vedgå arv og gæld, sådan er vi, der er født ved Ånden til at være Guds børn, frie til at afvise arven fra Gud. Denne afvisning kaldes også vantro.

Men hvis vi tager imod det barnekår, som Helligånden giver os i dåben, og fortsætte med at leve med Gud som far ved at stole på ham og hans nåde, så er vi arvinger til Guds rige.

Luk 10,23-37