Almagts Gud

Mandag. At læse Jobs Bog er en vandring gennem umenneskelig og uforståelig lidelse. Ulykke på ulykke vælter ned over Job. Han mister sin ejendom – og han havde virkelig meget at miste. Han mister sine børn – og han havde mange børn. Han rammes på sit helbred. Han mister sågar sin kones forståelse og efterhånden også sine venners medfølelse og sympati.

Job er kastet ud i et stormvejr af dimensioner. Han siger til Gud: "Du sætter mig op på stormen og lader den fare af sted med mig, dens rasen gennemryster mig." (Job 30,22). Som disciplene vækkede Jesus, da de var i nød på Genesaret Sø, forsøger Job at råbe Gud op: "Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke." (Job 30,20).

Og så ... pludselig svarer Gud. Men hvilket svar! Job er tvunget i knæ, han har opgivet livet. Da kommer Guds svar som en ny storm, der rammer Job. Gud tager ham med til skabelsens morgen og udpensler skabelsens herlighed, Guds ufattelige magt og ikke mindst Jobs hjælpeløshed og afmagt. Gud udpensler på en måde sandheden i det, Job selv sagde på den dag, hvor han fik beskeden om sine ti børns død: "Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet."

Umiddelbart skulle man ikke tro, der var meget hjælp at hente for Job i sådan en magtdemonstration fra Guds side. Men det er der. Da Herren har guidet ham gennem skaberværkets herlighed, er det, som om han har fået svar, om end han endnu ikke har fået hjælp. Lærte Job at hvile hos den Almægtige, tab, sygdom og lidelse til trods? Jeg tror det. Men jeg tror også, han opgav at forstå Gud.

Job 38,1-11