Abba

Lørdag. Forestil dig, at du får foretræde for USA's præsident. I skal mødes i det ovale værelse til en uofficiel samtale i en halv times tid. Ingen journalister, kun jer to – ja, og så et par bodyguards og embedsmænd, men derudover kun jer to. Hvordan mon du har det? Er du afslappet og rolig? Eller kan du godt mærke, at pulsen kommer en smule op? Bliver din tendens til at stamme forstærket? Går du og forbereder dig på, hvordan du vil gebærde dig, og hvad du vil sige? Får du en lille trækning ved det ene øjenbryn? Vil du gerne gøre et godt indtryk?

Mens Kennedy var præsident i USA, havde han af og til to besøgende, som slet ikke bekymrede sig om, hvad de skulle sige, hvordan de skulle gebærde sig, eller om de gjorde et godt indtryk. De fik ikke høj puls eller begyndte at stamme. De fik ingen trækninger ved øjenbrynene, selv om det var USA's præsident, de var sammen med. Tværtimod. De satte sig på præsidentens skød og legede tik foran hans skrivebord. For de var hans børn.

Så stor er forskellen på at være barn af verdens mægtigste mand eller at være alt muligt andet. Den samme forskel er der for os på, om vi er børn af Gud, den Almægtige, eller vi er alt muligt andet. Når vi har fået del i Guds Ånd ved dåben og i troen, er vi kommet i familie med Gud. Vi har fælles Ånd med Gud, ligesom børn har fælles gener med deres forældre. Og i kraft af dette familieskab med Gud, må vi kalde ham Abba, det ord, som hebraisktalende børn bruger om deres far, fra de er helt små.

Lad ingen berøve dig det privilegium at være Guds barn, men hold fast i Guds Ånd ved at holde fast i hans ord.

Rom 8,14-17